Trin 3: On-Page Optimering
Hvad er on-page SEO?
I dette trin har jeg arbejdet med on-page SEO ved at udarbejde et blogindlæg, der tager udgangspunkt i et HV-spørgsmål fra min søgeordsanalyse. Blogindlægget er skrevet med fokus på relevante søgeord, tydelige overskrifter, intern og ekstern linkbuilding, ALT-tekster på billeder og en læsevenlig struktur.
Hvad er søgemaskineoptimering?
SEO handler om at gøre en hjemmeside lettere at finde på Google. På dansk kaldes SEO også søgemaskineoptimering.
Målet er, at brugeren nemt kan finde siden, når de søger efter et emne. Det kan for eksempel være en virksomhed, en ydelse eller et spørgsmål. SEO handler ikke kun om Google. Det handler også om at gøre siden nem at læse og bruge.
Hvorfor er SEO vigtigt?
Mange starter deres søgning på Google. Derfor er det vigtigt, at en hjemmeside kan findes.
Hvis en virksomhed ikke er synlig, kan den miste besøg, kunder og nye henvendelser.
For små virksomheder kan SEO være en god måde at få mere synlighed. Det kræver ikke altid betalte annoncer. Men det kræver godt indhold, klar struktur og relevante søgeord.
Hvordan arbejder man med on-page SEO?
On-page SEO er det, man kan ændre direkte på sin egen side.
Det gælder for eksempel:
- overskrifter
- brødtekst
- URL’er
- interne links
- eksterne links
- ALT-tekster på billeder
Søgeord skal bruges naturligt. Det er ikke nok bare at gentage ordet SEO mange gange.
Teksten skal først og fremmest svare på det, brugeren søger efter.
On-page SEO hænger også sammen med andre dele af SEO-arbejdet. Derfor kan det være relevant først at undersøge hjemmesidens tekniske SEO og derefter bruge en søgeordsanalyse til at vælge de vigtigste ord og spørgsmål.
Hvordan kan små virksomheder bruge SEO?
Små virksomheder kan bruge SEO til at blive fundet af flere relevante brugere.
Det kan for eksempel være personer, der søger efter en lokal virksomhed, en service eller viden om et emne.
En god start er at finde ud af, hvad målgruppen søger efter. Derefter kan man lave indhold, der svarer på deres spørgsmål.
Det kan være guides, blogindlæg, produktsider eller cases.
Man behøver ikke gøre alt på én gang. Start med de vigtigste sider. Brug klare overskrifter, korte afsnit og gode links mellem siderne.
Ekstern kilde og troværdighed
Vil man læse mere om, hvordan Google selv forklarer arbejdet med SEO, kan Google Search Central bruges som en troværdig kilde.
Et eksternt link til en relevant kilde kan gøre teksten mere faglig. Det viser også, at indholdet bygger på viden udefra.
LIX og læsevenlighed
Jeg har testet blogindlæggets LIX-tal for at vurdere, om teksten er let at læse. Den første version havde et højere LIX-tal, så jeg forkortede flere sætninger og gjorde sproget mere enkelt.
Den endelige tekst har et LIX-tal på 37 og vurderes som middel sværhedsgrad. Selvom tallet ligger lidt over målet på 35, er teksten blevet mere læsevenlig med korte afsnit, tydelige overskrifter og et mere skimmevenligt layout til web.
